Formål
Hvis en kunde ønsker at sende en vare retur, kan du oprette en returordre i tracezilla.
Formålet er at styre og dokumentere hele forløbet, når varer returneres. Returordren sikrer, at lagerbeholdningen opdateres korrekt (hvis varerne stadig kan sælges), samtidig med at historikken bevares, så der er fuld sporbarhed over, at varen har været transporteret og opbevaret hos kunden.
Returordren danner desuden grundlag for at udstede en kreditnota på de returnerede varer samt oprette de nødvendige transportdokumenter til returforsendelsen.
Derudover gør returordren det muligt automatisk at tilknytte kontrolpunkter via modulet Opgaver og kontroller, hvilket sikrer en dokumenteret kvalitetskontrol og inspektion af varerne ved modtagelse.
Ved konsekvent at oprette returordrer kan virksomheden trække rapporter over returårsager – for eksempel ved hjælp af ordretags. Det giver værdifuld indsigt i, hvor der kan sættes ind for at forbedre både produktionen og salgsprocesserne.
Opret returordre
En returordre oprettes typisk på baggrund af den originale salgsordre. Dermed oprettes et link til den salgsordre, som returordren vedrører.
Det er dog også muligt at oprette en returordre uden forbindelse til en given salgsordre. Dette er dog ikke anbefalet, medmindre der er tale om returpaller eller anden returemballage baseret på mange salgsordrer.
Du finder dine salgsordrer ved at vælge Salg i topmenuen og klikke på Ordrer i dropdown-menuen. Du kan finde din salgsordre ved hjælp af søgefiltrene i venstre side. Du finder tidligere salgsordrer ved at markere Afsluttede ordrer under Status-filteret.
Klik på den relevante salgsordre i oversigten.
Klik på Opret returordre i øverste højre hjørne, og derefter Opret nu. Du bliver nu navigeret til returordren.
Hvis du ønsker at ændre i ordredetaljer eller leveringsoplysninger, kan du gøre dette ved at klikke Redigér i ordrehovedet. Her kan også indtastes en Bemærkning, der skal fremgå af ordredokumenter, eller en Intern kommentar til ordren, der ikke skal fremgå af dokumenter.
Klik nu på varepartilinjen for det vareparti, der skal returneres.
Klik på den blå knap i højre side ud for varepartiet, og vælg Redigér i dropdown-menuen.
Indtast Antal, der skal returneres.
Hvis varen skal tilbage på lager, skal Forsyningsstatus ændres fra Tabt til Bekræftet.
Klik Gem.
Gentag, hvis flere varepartier returneres. For de varepartier, som ikke returneres, skal der blot stå 0 under Antal.
Hvis der er servicelinjer på salgsordren, vil disse også automatisk blive krediteret på returordren. Du skal manuelt rette servicelinjen ved at angive 0 (nul), hvis du ikke ønsker, at servicelinjen også skal krediteres.
Du kan oprette en ordrebekræftelse ved at vælge fanen Dokumenter og klikke på Opret ordrebekræftelse. Du kan også oprette ordrebekræftelsen ved at klikke på Returordre i feltet Hurtigadgang til dokumenter.
Du kan nu klikke Modtag ordre, for at få varerne retur på lageret.
Hvis kunden skal krediteres, klik da Opret kreditnota øverst i højre hjørne. Kreditnotaen bliver oprettet på baggrund af de ændringer, du har indtastet i returordren.
Du får vist dine returordrer ved at klikke Salg i topmenuen og vælge Retur i dropdown-menuen.
Tip: Hvis du har brug for at oprette en returordre for nogle varepartier, som blev sendt til en kunde, før I begyndte at bruge tracezilla, har du mulighed for at klikke på Salg > Retur > Opret returordren og efter ordrehovedet er gemt, kan du tilføje returnerede varepartier til returordren ved at klikke på Opret varepartier.
Updated date: 2026-07-21 14:04:00