Spring videre til hovedindholdet

Behandling af personer med SID

Behandling af SID afhænger af den bagvedliggende årsag. Behandling med immunglobulin kan være en af måderne.

Da personer med immundefekt har lave niveauer af antistoffer, er målet med behandlingen at tilføre antistoffer (immunglobuliner), så immunforsvaret kan beskytte kroppen mod infektioner.

Immunglobulin fremstilles af blod fra raske bloddonorer. Medicinen virker på samme måde som det immunglobulin, der findes naturligt i blodet.

Immunglobulin kan gives i en blodåre i armen (intravenøst) eller i underhuden på maven eller låret (subkutant). Behandlingen planlægges i henhold til dine blodprøvesvar, hvordan du har det og din vægt bestemmer, hvor meget immunglobulin du skal have.

Intravenøs immunglobulin gives udelukkende på hospitalet. Det kan tage nogle timer og ofte er det hver tredje eller fjerde uge.

Subkutan immunglobulin kan du – efter oplæring af sygeplejersker på hospitalet – selv tage derhjemme. Den subkutane behandling varer fra en til nogle timer hver gang afhængigt af dosis. Subkutan immunglobulin gives som regel en til to gange om ugen.

Faciliteret subkutan immunglobulin gives som regel hver 3-4 uge, men kan ved større dosis også gives med 1-2 ugers interval. Behandlingen består af immunglobulin og et enzym (Hyaluronidase). Enzymet skaber plads og løsner det subkutane væv og derved kan der gives større mængde immunglobulin.

Bivirkninger

Behandling med immunglobulin har vist at være veltolereret, men som ved alle lægemiddelbehandlinger er der risiko for bivirkninger. Ved subkutan immunglobulinbehandling er bivirkningerne som oftest milde og forsvinder hurtigt. Ved behandling kan man få lokale, forbigående reaktioner ved injektionsstederne

i form af hævelse, rødmen og ømhed. Hovedpine, muskelsmerter, træthed og feber kan forekomme.

Hvis behandlingen gennemføres på den rigtige måde, er alvorlige bivirkninger yderst sjældne, og du kan derfor også selv stå for behandlingen i hjemmet efter forudgående oplæring på hospitalet.

Gravide og ammende kvinder

Under en graviditet kan det være nødvendigt at gennemgå ekstra kontroller for at justere behandlingsdosen og måle, at IgG-niveauerne er stabile. Er du gravid og selv tager immunglobulin subkutant, bør du stikke dig i låret i stedet for på maven under den sidste del af graviditeten.

Det er ekstra vigtigt, at gravide tager deres immunglobulin i henhold til ordinationen. Erfaringerne tyder ikke på skadelige virkninger hos barnet, når den kommende mor har taget immunglobulin under graviditeten.

Antibiotika

Patienter med SID og tilbagevendende eller kroniske infektioner behandles ofte med antibiotika. Det er derfor vigtigt at føre infektionsdagbog. Hvis du får en infektion, bør du ikke vente for længe med at kontakte hospitalet, da behandling med antibiotika kan være nødvendigt.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at behandle forebyggende med antibiotika. Det kan være relevant hos personer med SID og lungeskader, som er særligt modtagelige overfor luftvejsinfektioner.

Vaccinationer

Vaccinationer kan indeholde levende, svækkede eller inaktiverede/dræbte virus eller bakterier. Ved immundefekt skal der udvises forsigtighed med vaccination med levende svækkede vacciner. Spørg altid din læge til råds forud for vaccination.

Hos personer med SID er effekten ved vaccination med inaktiverede vacciner usikker. Det gælder vaccine mod hepatitis A, hepatitis B, centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE), influenza, pneumokokker og Haemophilus influenzae. Spørg derfor din læge til råds.

Besvarede dette dit spørgsmål?