Behandling af personer med CVID

Da personer med immundefekt har lave niveauer af antistoffer, er målet med behandlingen at tilføre antistoffer (immunoglobuliner), så immunforsvaret kan beskytte kroppen mod infektioner.

Immunglobulin fremstilles af blod fra raske bloddonorer. Medicinen virker på samme måde som det immunglobulin, der findes naturligt i blodet. Behandlingen af personer med CVID varetages på hospitalet af speciallæger i infektionssygdomme. I nogle tilfælde kan behandlingen foregå i hjemmet, mens den løbende opfølgning sker på hospitalet.

Immunglobulin kan gives i en blodåre i armen (intravenøst) eller i underhuden

på maven eller låret (subkutant). Behandlingen planlægges i henhold til dine blodprøvesvar, hvordan du har det og din vægt bestemmer, hvor meget immunglobulin du skal have.

Intravenøs immunglobulin gives udelukkende på hospitalet. Det kan tage nogle timer og ofte er det hver tredje eller fjerde uge.

Subkutan immunglobulin kan du – efter oplæring af sygeplejersker på hospitalet – selv tage derhjemme. Den subkutane behandling varer fra en til nogle timer hver gang afhængigt af dosis. Subkutan immunglobulin gives som regel en til to gange om ugen.

Faciliteret subkutan immunglobulin gives som regel hver 3-4 uge, men kan ved større dosis også gives med 1-2 ugers interval. Behandlingen består af immunglobulin og et enzym (Hyaluronidase). Enzymet skaber plads og løsner det subkutane væv og derved kan der gives større mængde immunglobulin.

Behandling med immunglobulin har vist sig at være veltolereret, men som ved alle lægemiddelbehandlinger er der risiko for bivirkninger. Ved subkutan immunglobulinbehandling er bivirkningerne som oftest milde og forsvinder hurtigt. Ved behandling kan man få lokale, forbigående reaktioner ved injektionsstederne

i form af hævelse, rødmen og ømhed. Hovedpine, muskelsmerter, træthed og feber kan forekomme.

Hvis behandlingen gennemføres på den rigtige måde, er alvorlige bivirkninger yderst sjældne, og du kan derfor selv stå for behandlingen i hjemmet efter forudgående oplæring på hospitalet.

Under en graviditet kan det være nødvendigt at gennemgå ekstra kontroller for at justere behandlingsdosen på grund af den naturlige vægtøgning ved gravidteten og måle, at IgG-niveauerne er stabile. Er du gravid og tager selv immunglobulin subkutant, bør du stikke dig i låret i stedet for på maven under den sidste del af graviditeten.

Det er ekstra vigtigt, at gravide tager deres immunglobulin i henhold til ordinationen. Erfaringerne tyder ikke på skadelige virkninger hos barnet, når den kommende mor har taget immunglobulin under graviditeten.

Patienter med CVID og tilbagevendende eller kroniske infektioner bør behandles med antibiotika. Det er derfor vigtigt at føre infektionsdagbog. Hvis du får en infektion, bør du ikke vente for længe med at kontakte hospitalet, da behandling med antibiotika kan være nødvendigt.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at behandle forebyggende med antibiotika. Det kan være relevant hos personer med CVID og lungeskader, som er særligt modtagelige overfor luftvejsinfektioner.

Når man har en immundefekt, kan man godt blive vaccineret. Det er dog ikke altid at vaccinerne virker lige så godt, som hos raske. Dræbte/ inaktiverede vacciner kan gives uden problemer, mens levende svækkede vacciner kan gives med forbehold, idet nogle mennesker med immundefekt kan blive meget syge af disse. Hvis du skal vaccineres, bør du derfor tale med din læge først.