Når man tester hormoner som kortisol, DHEA, testosteron, østrogen eller progesteron, er det vigtigt at vide, at spyt- og blodprøver måler forskellige former af hormonerne — og deres værdier kan derfor ikke sammenlignes direkte eller omregnes.
Spytprøver måler det frie (bioaktive) hormon — den del, som kroppen faktisk kan bruge.
Blodprøver (serum eller plasma) måler typisk den totale mængde hormon — både den aktive (frie) del og den inaktive (proteinbundne) del.
Da den frie del kun udgør en lille brøkdel af den totale mængde, vil resultater fra en spytprøve naturligt være meget lavere end blodprøveresultater — og deres enheder er derfor ikke de samme.
Forskellige testmetoder = forskellig følsomhed
Spytprøver analyseres med metoder, der er udviklet til at måle meget små hormonmængder (f.eks. pg/mL eller pmol/L).
Blodprøver er beregnet til at måle højere koncentrationer og bruger enheder som ng/mL eller nmol/L.
Ingen direkte omregning er mulig
Fordi spyt- og blodprøver måler forskellige biologiske komponenter med forskellige analyser, findes der ingen pålidelig formel, der kan omregne værdierne mellem de to.
Derfor bruger hver test de enheder, der passer bedst til metoden, så resultaterne bliver korrekte og meningsfulde.
Vi præsenterer altid dine resultater i den enhed, der er mest relevant for den anvendte metode — sammen med et referenceområde, så du kan tolke resultatet korrekt.
Den bedste måde at forstå dine hormonniveauer på er at sammenligne din værdi med referenceområdet i rapporten, fremfor at prøve at matche dem med blodprøver fra en anden kilde.
Kort opsummeret:
Spyt- og blodprøver måler forskellige ting, med forskellig følsomhed og formål — derfor kræver de forskellige enheder for at give korrekte og brugbare resultater.
Sammenligning af mineral- og vitamintests (fuldblod vs. serum/plasma)
Ligesom ved hormontestning afhænger målinger af mineraler og vitaminer af, hvilken prøvetype der bruges.
Fuldblodstests måler den totale mængde i både røde blodceller og plasma.
Serum-/plasmatests måler kun det, der cirkulerer i væskedelen af blodet.
Derfor kan værdier og referenceområder ikke sammenlignes eller omregnes direkte.
Fuldblodsværdier er ofte højere, fordi de inkluderer mineraler oplagret inde i cellerne.
For eksempel er zink, magnesium og selen meget højere i fuldblod end i serum.
En zinkværdi på 6,5 mg/L fra en fuldblodstest kan virke høj sammenlignet med serumområdet (0,7–1,2 mg/L), men de måler helt forskellige ting.
Husk:
Resultater skal altid tolkes ud fra referenceområdet for den specifikke testtype